Smerter i underlivet kan have mange årsager, og det er vigtigt at få afklaret, hvad der specifikt er din problemstilling, før du går i den ene eller anden behandling. Du skal tale med din egen læge om det og ofte vil det være en rigtig god idé at få foretaget en gynækologisk undersøgelse med ultralydsskanning og dermed få gynækologens vurdering af hvilken behandling, der er bedst for dig.

De mest almindelige problemer for kvinder midt i livet er:

Tørre slimhinder

En af de meget almindelige problemstillinger er tørre slimhinder (vaginal atrofi) i forbindelse med overgangsalder eller som følgevirkning af antihormonel kræftbehandling. I begge tilfælde skyldes miseren reduceret østrogen-niveau. Hvis det er den problemstilling, du oplever, kan MonaLisa Touch laserbehandlingen eller en lokal eller systemisk hormonbehandling med stor sandsynlighed hjælpe dig.

Vulvodyni

Smerter i underlivet kan også skyldes vulvodyni, der er en fællesbetegnelse for en kronisk, smertefuld tilstand i vulva (området fra skambenet til anus, inklusive clitoris, de små og store kønslæber samt mellemkødet). Vulvodyni føles som en intens, brændende, sviende fornemmelse i hele området eller et mindre, nøje afgrænset parti i slimhinden lige ved skedeindgangen. Vulvodyni kan både behandles medicinsk og kirurgisk. 

Lichen sclerosus

Lichen Sclerosus (LS) er en hudsygdom, som typisk starter med hvidlige forandringer ved kønsdelene og omkring endetarmsåbningen. Forandringerne i huden giver ofte kløe, irritation og ømhed, og efterhånden kan huden blive tynd, hvidlig, rynket og ueftergivelig (stram). Tilstanden forekommer hyppigst hos kvinder i og efter overgangsalderen, men kan ses i alle aldre og hos begge køn. I sjældne tilfælde kan sygdommen ubehandlet være årsag til celleforandringer.

LS kan i dag ikke helbredes. Brug af fugtighedscreme kan mindske generne og ofte behandles med stærk binyrebarkhormon. I udlandet har man gode erfaringer med at behandle LS med laserbehandlingen MonaLisa Touch og Klinik MonaLisa er på forsøgsbasis ved at starte denne behandling op på udvalgte klinikker.

Arvæv

Arvæv, specielt efter klip i mellemkødet i forbindelse med fødsel, kan spille en væsentlig rolle ved langvarige smerter og ubehag i underlivet. Også arvæv fra andre operationer i underlivet har indflydelse på bindevævet i bækkenregionen. Smerterne og ubehaget kan blive forværret, når huden eller vævet omkring arret bliver strakt eller rørt ved, som det kan ske ved samleje.

Behandling kan smidiggøre arvæv og skabe afløb fra hævelser, man måske har haft i lang tid efter en operation eller skade. Arvæv kan ikke trænes væk, men der findes forskellige former for terapi, som kan løsne bindevævet, så det igen bliver spændstigt og fyldt med væske.

Muskel-myoser

Hvis du gennem en længere periode har levet med tørre slimhinder, vulvodyni eller lichen sclerosus og de gener det som oftest medfører i form af svie, kløe og smerter i forbindelse med intimt samvær, vil du højst sandsynligt have oparbejdet muskel-myoser i kroppens forsøg på at kompensere for smerterne. Hvis det er tilfældet, skal du have løsnet disse myoser op, før en behandling af slimhinderne kan blive effektiv. 

Myoser kan en fysioterapeut hjælpe dig med, men du kan også selv gå i gang ved f.eks. at følge anvisningerne på fysioterapeut Birthe Bonde’s webside (bl.a. pjece med information om og øvelser for smerter i underlivet).

Yderligere information

Sundhed.dk: Underlivssmerter

Netdoktor.dk: Underlivssmerter

Sundhed.dk: Tør skede

Sundhed.dk: Seksuelle problemer i overgangsalderen

Sundhed.dk: Overgangsalderen

Netdoktor.dk: Vulvodyni

Sundhed.dk: Lichen sclerosus

Læs flere indlæg

Indlæggene bygger på spørgsmål og henvendelser, vi har fået fra kvinder via vores klinikker og Facebook.

Find også Klinik MonaLisa på vores åbne side på Facebook
Følg med i den nyeste information om MonaLisa Touch laserbehandlingen.

Deltag i Klinik MonaLisas lukkede kvindegruppe på Facebook
Stil spørgsmål og debattér med ligesindede om overgangsalderen.